Johanna Fosie
Johanna Fosie | |
---|---|
Født | 24. marts 1726 København, Danmark |
Død | 23. august 1764 (38 år) Sværdborg Sogn, Danmark |
Far | Jacob Fosie |
Søskende | Elisabeth Fosie |
Uddannelse og virke | |
Elev af | Jacob Fosie |
Beskæftigelse | Kunstmaler, gravør |
Fagområde | Malerkunst, stik |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Johanna Marie Fosie (24. marts 1726 i København – 23. august 1764) var en dansk maler. Hun er den første kvinde, som er kendt som professionelt udøvende kunstner i Danmark.[1]
Johanna Fosie var datter af maleren og grafikeren Jacob Fosie og Anna Dorothea født Ilsøe. Hun lærte at tegne, male med vandfarve og gouache samt radere af faderen, der var tegnelærer på Søkadetakademiet og desuden drev en privat tegneskole[1]. Allerede i sit 15. år (1741) udførte hun et stik Kristus for Pilati domstol, der findes blandt faderens Læreklude. To år efter stak hun en gengivelse af Illuminationen ved Jakob Fosies Hus ved Prinsesse Louises Indtog den 11 December 1743, ligesom i det hele taget en stor del af hendes arbejder er fra dette år. Hun er portrætteret af Johan Hörner med pensel i hånden, rank og årvågen ved sit arbejdsbord med vandglas, farver og den gouache, hun arbejder på, foruden bøger, der hentyder til hendes intellekt og dannelse.
Værker af Johanna Fosie blev udstillet på "Kvindelige Kunstneres Retrospektive Udstilling", som afholdtes i Den Frie Udstillings Bygning 18. september-14. oktober 1920. Udstillingen var arrangeret af Kvindelige Kunstneres Samfund, og den viste værker af såvel afdøde som i tiden nulevende kunstnere. Indledningen i kataloget bragte omtaler af de afdøde kunstnere, og herfra citeres om Johanna Fosie: I. M. Thile skriver om hende i sin Bog "Kunst Akademiet", at hun var en af Faderens talentfuldeste Elever, som endog synes at have overskygget ham saavel ved hendes Kunstfærdighed, som ved en for hin Tid ualmindelig Aandrighed", Hendes Stambog findes paa det kgl. Bibliotek: den indeholder Billeder og "Hædersvers" af hendes samtidige: Preisler, Pilo, I. Lode o. fl.[2]
Af hendes vandfarvebilleder, der for størstedelen er kopier efter hollandske forbilleder, er mange endnu bevarede i hendes mands familie; hun blev nemlig den 1. september 1758 gift med provst Jens Eriksen Westengaard (født 1724, død 1794) i Sværdborg, søn af regimentskvartermester Erik Jensen Westengaard (født 1677, død 1751) og Else Marie Christiansdatter Fyhn (død 1739); men hun døde allerede efter få års ægteskab den 23. august 1764. Hun synes ikke alene at have været en for sin tid dygtig kunstnerinde, men også en livlig og åndfuld dame, hvis selskab var søgt af datidens dannede kredse.
Hendes sønnedatter blev N.L. Høyens hustru. De fleste af J. Fosies arbejder ejedes af hendes sønnesøns søn oberst O. Westengaard, et par findes/fandtes på Gavnø.der findes stadig en del værker af Johanna i familiens eje, samt omkring 25 værker på Rosenborg Slot.
Kunstindustrimuseet[1] og Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst ejer endvidere værker af Johanna Fosie. Kunsthistorikeren Pernille Zidore udgav i 2018 en bog med en oversigt over de kvindelige kunstnere i Kobberstiksamlingen, og samme år interviewedes hun om sin undersøgelse af kønsfordelingen blandt de repræsenterede i samlingen. I interviewet omtaler hun Johanna Fosies smukke bog med gouacher af blomster, døde fugle samt frugt og grønt, dateret 1747-1759.[3]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c Elisabeth Fabritius: Johanna Fosie (1726-1764) i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, Kvinfo
- ^ Agnes Lunn Indledning s.4. i katalog til Kvindelige Kunstneres Retrospektive Udstilling 1920. Kataloget forefindes på Det Kgl. Bibliotek, håndskriftsamlingen. Kvindelige Kunstneres Samfunds Arkiv.
- ^ Lise Margrethe Jørgensen Kvindelige kunstnere i Kobberstiksamlingen - interview med Pernille Zidore, s. 123 (ill.) og 126, i tidsskriftet Periskop Forum for kunsthistorisk debat nr. 19, 2018. Udgivet af foreningen Periskop - Forum for kunsthistorisk debat, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Kunsthistorie 2018. ISSN 0908-6919
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Johanna Fosie på gravsted.dk
- Fosie, Johanne i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af F.J. Meier
- Johanna Fosie på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon
- Johanna Fosie i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Lex.dk, tidl. Kvinfo.dk
- Susanne Aasted og Erik Westengaard: Borgerkunst – hos familien Fosie på Østergade omkring 1750. udstillingskatalog. Københavns Bymuseum 1977
- Lise Margrethe Jørgensen: Kvindelige kunstnere i Kobberstiksamlingen. Interview med Pernille Zidore. Periskop. Forum for kunsthistorisk debat nr. 19, 2018. ISSN 0908-6919